Hvis man kigger rund omkring i de forskellige hjem, og specielt hos samlere, vil man opdage de mærkværdigste harmonikaer. Der findes utrolig mange forskellige af slagsen, da der til stadighed har været opfindere og almindelige mennesker med talent, der har forsøgt at skabe noget helt nyt. De allerfleste er dog kun blevet til endagskonstruktioner og bliver regnet for kuriositeter. Disse modeller regnes ikke for at have ydet noget bidrag til selve udviklingen af instrumentet.
I dag skelner vi imellem:
A. Den Diatoniske Harmonika (en tone ved træk i bælgen og en anden ved skub, når man bruger den samme tast).
I denne klasse findes:
1. en, to og tre-radede harmonikaer.
2. club-modellen (mest til orkesterbrug)
3. harmonikaer med regional betydning (Steirisk harmonika, Schwyzer Handörgeli, Russisk Harmoschka eller Bajan o.s.v.)
4. bandeon og koncertina
Den Kromatiske Harmonika
(samme tone ved skub og træk i bælg)
I denne klasse findes:
1. piano-harmonika
2. knap-harmonika
Hertil hører også Basmanualen:
1. selve bas-værket
2. akkord-værket
3. enkelt tone manualen
4. converteren
5. standardbas
og Registret:
1. diskantregistret
2. anvendelsen af diskantregister
3. basregister
__________________________________________________________________
Den diatoniske harmonika.
Denne instrumenttype har været den mest brugte i det 19. århundrede, siden Accordionet blev opfundet i 1820’erne.
Handharmonikaen kom til Schweiz, hvor den blev meget populær og fik navnet Handörgeli. Her opstod, i 1916, en gribeskrift (nodesystem), der afløste mange af dem, der var blevet brugt forinden. I de fleste harmonika-skoler og i spille-anvisninger blev der, før århundredskiftet, spillet efter tal og opfindsomme tegn. Sådanne kodeskrifter er stadig i brug nogle steder, også i de nordiske lande. Man kan finde dem i brug for 1, 2 og 3-radere i nogle orkestre bl.a. i Norge.
Bassiden er stadigvæk ikke særlig udviklet, men i 1933 blev der i tillæg til de oprindelige grundbas-toner, lagt 2 dominant-septimakkordtaster til. Det ændrede dog ikke væsentlig på Club-modellen, som for det meste findes i harmonika-orkestre længere sydpå.
I Skandinavien og Schweiz findes der mange, der bruger den diatoniske harmonika, men også i Sydamerika og Afrika kan man finde harmonikaer med en række.
Den kromatiske harmonika.
Piano og knapharmonikaer er i første række forskellige i opbygningen af diskantsiden, da den ene er udstyret med klaviatur-taster og den anden med tryk-knapper. Indeni er forskellen mindre.
Hvad der nu er bedst at spille på, skal være usagt. Det er i første linje et spørgsmål om kompositoriske problemer. Efter min mening kan det være svært at spille musik, der er komponeret for knapharmonika (på højt niveau), på en pianoharmonika. Dette er selvfølgelig et spørgsmål om spilleteknik og hurtighed, men skulle ikke have betydning i valget når man er nybegynder og skal til at købe (eller leje) sin første harmonika.
Engang i 1850’erne fik musikeren F. Walther den ide, at bygge en kromatisk skala ind i en 3-rader harmonika, der nu var almindelig kendt som Schrammel-harmonika. Det var naturligt for ham at alle tonerne skulle være en-tonige (samme tone ved skub og træk) i diskanten, men bassiden forblev totonet.
Walthers opfindelse var så enorm, at knapharmonikaen næsten ikke er blevet ændret siden. Selve systemet hvordan tonerne lå i forhold til hinanden, kunne være forskellig. Derfor taler man i dag om instrumenter med norsk, svensk eller engelsk system m.fl.
I Skandinavien, Belgien, Frankrig og det gamle Sovjetunionen er det overvejende knapharmonika-spillere. Mens der f.eks. Østrig, Tyskland, Holland, England, Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Ungarn, Polen og på andre kontinenter er overvejende pianoharmonika-spillere.
På grund af det store tone-omfang er der flere musikere, der har valgt at gå fra piano til knapharmonika.
Standardbassen.
Standardbassen, har uden tvivl bidraget til harmonikaens store folkelige udbredelse. Den gør det relativt let at spille en melodi i højre hånd, og ledsage med akkorder i venstre hånd. De fast-programmerede traditionelle harmonier på bassidens mange knapper, gør det imidlertid også vanskelig at udføre friere bevægelser i venstrehånd. Dette gælder ikke mindst med hensyn til det at spille nyere kompositioner, der ikke følger de traditionelle dur/mol harmonimønstre. Derfor har man forsynet nogle harmonikaer med et ekstra sæt knapper i venstre side, som i lighed med diskantsiden kun udløser enkelttoner. Dette ekstra sæt basknapper kaldes for Melodibas. Konverter er en harmonika, der kan skifte mellem standardbas og melodibas.